Fraskilt mand på 48, bosat i det skønne Køge, en lille købstad syd for København. Tilflyttet i december 2017 i en nybygget lejlighed i det sydlige Boholte, også kaldt Pileengen, der gør sig dejlig bemærket ved at være tæt på skov og i rolige omgivelser.
I Pileengen er der også et godt naboskab, hvor vi snakker sammen og hjælper hinanden.
Derfor tog jeg også initiativ til at vi fik indført en Nabohjælp, hvor vi passer lidt på hinanden.
Jeg er oprindelig fra det sydvestlige Jylland, er opvokset i Agerbæk, en lille landsby som ligger mellem Grindsted og Esbjerg, hvor jeg gik i folkeskole.
Fra efterskolen i 1986 flyttede jeg til Esbjerg, startede med at arbejde som chaufførmedhjælper i Skousen, siden på havnen på en Fiskefilletfabrik og nogle morgener i Auktionshallen.
Jeg har siden boet i Århus og i Hjørring i Nordjylland, inden jeg kom til København.
Jeg har altid følt mig lidt rodløs, har flyttet meget rundt i mit liv, ikke mindst som barn hvor jeg under min mors uddannelse skiftede børnehave flere gange.
Men da jeg flyttede ind i min nye lejlighed i Køge, føler jeg endelig at dette er mit hjem og min base, hvilket giver en ubeskrivelig glæde og en ro i sjælen.
Jeg har altid været lidt en nørd, og med en mild form for autisme og en høj intelligens har det tekniske altid interesseret mig, har en fortid i datalogi og siden MCSE og (ISC)2 certificeret, som siden har beskæftiget mig de seneste 25 år med IT infrastruktur og IT sikkerhed.
Udover at have en dyb interesse i IT fra mit arbejde, bruger jeg meget tid på at læse, ikke kun faglitteratur men også med en stor fascination for filosofi og specielt Albert Camus, Nobelprisvinder i litteratur, som jeg stiftede bekendtskab med i min ungdom og som hjalp mig igennem en svær tid. Jeg læste meget filosofi som ung, hvor specielt min interesse for Dostojevski og Camus har fulgt mig.
Jeg spiller stort set ikke andet spil end skak, startede med skoleskak i de små klasser sammen med en kammerat som igennem vores skolegang blev til en intens konkurrence for at være den bedste, hvor jeg siden også deltog i mange turneringer, har fx. spillet remis med vores egen stormester Bent Larsen, som uden tvivl er den bedste skakspiller vi har haft i Danmark. Min sidste officielle rating var omkr 2170. Nu spiller jeg kun på hobby plan og er glad hvis jeg kan holde mig over 2000.
Uforlignelig med min interesse for og mit arbejde med IT har jeg fået en interesse i at lave denne hjemmeside, som er mit hobby projekt, sammen med itilpro.dk som min faglige hjemmeside, som jeg stille og roligt får bygget op som tiden tillader det. Webdesign hedder det jo ikke rigtig mere, da man ikke længere behøver at bruge kode til at lave en flot hjemmeside, men uanset er det bestemt ikke en af mine stærke kompetencer, det er i høj grad ‘learning by doing’. Mine ambitioner med hjemmesiden er uforlignelig med mine kompetencer til at udføre det, men det udvikler sig. Det er ret sjovt at arbejde med WordPress.
Jeg følger naturligvis meget med i vores samfund, er velorienteret og også meget engageret i politik, men de seneste år, siden DF kom med i regeringen med en stigende politiker lede. Fra at være medlem af Radikale Venstre siden jeg kunne stemme, meldte jeg mig ud da partiets frontfigur forlod dansk politik og blev konkurrencekommisær i EU, som hun gør rigtig godt, og overlod styringen til Morten Østergård som har fået reduceret B til en ubetydelig faktor i dansk politik, og som gjorde at jeg skammer mig over den fremmedfjendske og uværdige politik som bliver ført i Danmark, og har mistet min danske nationalitetsfølelse og stolthed.
Jeg har personligt aldrig været god til at bruge de sociale medier, specielt Facebook som jeg har været modstander af fra starten, grundet dets politik om at lukrere på brugers data, og specielt at jeg forudså at det ville aflede en kultur, dels af skærm trolde som så sit afsæt til at svine og true andre mennesker mens man sidder bag en skærm, og dels af den sociale mobning som Facebook som forventeligt har ignoreret, og som har haft nogle groteske konsekvenser. Men jeg er begyndt at bruge Facebook efter EU persondata forordningen er trådt i kraft fra Maj 2018, fordi jeg gerne vil holde kontakt med min familie i Canada.
Jeg er aktiv i Radikale Venstre, men hovedsageligt indenfor nogle få områder, bl.a. assisterer jeg med at finde lære- og praktik pladser til unge under uddannelse.
I min fritid arbejder jeg som frivillig i Røde Kors, som mentor, dansk underviser og bisidder for de som har brug for hjælp til det offentlige system.
Det giver en kæmpe tilfredsstillelse at være med til at hjælpe flygtninge og nydanskere med at finde sig tilpas i Danmark. Det giver også nogle helt unikke oplevelser og bekendtskaber med personligheder, som har beriget mit liv.
Mit arbejde í Røde Kors er helt sikkert politisk motiveret, men også et dejligt fristed fra politikken, hvor vi er en flok som tager imod alverdens gæster i det Grønne Hus i Køge og hjælper på alle måder, vi kan. Udover den faste torsdag aften i Det Grønne Hus kører jeg ud til nogle familier, som af den ene eller anden grund har søgt hjælp og støtte.