“Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris”, sagde Mette Frederiksen gang på gang op til folketingsvalget i juni, og det blev da også gentaget så mange gange at man næsten begyndte at tro på hende, men man skulle vel være et skarn hvis ikke man udnyttede muligheden for at besætte posten når nu muligheden bød sig, og udtalelsen fik da heller ikke stået sin test, inden hun havde fået sat sig godt til rette. Men man får jo sagt så meget vrøvl og nonsens i sådan en valgkamp.

Og vrøvle blev hun ved med…

Men hvad var det egentligt hun sagde efterfølgende, som fik så stor betydning for valideringen af hende, og for opgøret med DF, der fik en eftertrykkelig vælgerlussing, og som siden brød ud i den trivielle klagesang om løftebrud. Fordi ifølge Thuelsen Dahl fik hun sagt, at hun ville beholde den stramme udlændingepolitik, mens andre hørte at hun ville beholde en stram udlændingepolitik, altså en ikke nærmere defineret stram politik. Der var en væsentlig forskel på opfattelserne efter debatprogrammet, hvor hun også bekendtgjorde at hun ville være “børnenes minister”.

Sidstnævnte titel som hun påklæbede sig selv blev også lidt for klæbrig, og en mere erfaren politiker ville nok helt have undladt at proklamere sådanne titler og prædikater, der forpligter mere end det gavner. Det fik hun da også at føle, da modtageren af litteraturprisen Jonas Eika gav hende tørt på med ordene:

“Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal). Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet.Mette Frederiksen og socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og socialdemokratiet der siger, at ”I Danmark er vi alle lige”, men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme”.

En meget politisk ukorrekt svada, men meget korrekt og nødvendigt at nævne …

Som Radikal var jeg naturligvis også godt tilfreds med at de Radikale mandater var blevet fordoblet, mens DF’s var halveret. Alt andet lige et godt tegn på, at de sidste 4 års hads regime har efterladt en foragt hos danskerne. Men for arbejdet for en værdighed er der stadig meget at gøre. Vi tæller de små sejre mens de store lader vente på sig .. så længe den omfattende skizofrene paranoia har så gode betingelser i dansk politik, forbliver jeg skamfuld og fortsat undrende … er det virkelig Danmark vi skal passe på? eller er det vores identitet og værdighed, som jeg synes er værd at arbejde for at få tilbage. You tell me ..

Så længe jeg ikke kan bestå indfødsretsprøven, kan jeg vel heller ikke kalde mig for dansker, men har det også okay med blot at være en verdensborger i et europæisk land, i et europæisk fællesskab hvor vi gudskelov stadig lærer af hinanden, og måske vi en skønne dag finder ud af at vi har bedst af netop at være en del af noget større?